03rd okt2011

Kære Christine Antorini

by admin


Kære Christine Antorini,
Kære Børne- og Undervisningsminister

Hjerteligt velkommen i jobbet!

Det ministerium, der beskæftiger sig med børn og uddannelse, er for mig at se, om ikke dét vigtigste ministerium, så bestemt et af de allervigtigste. Det er herfra, Danmarks ungdom præges, herfra man signalerer, hvilke værdier og hvilket menneskesyn, der er fremherskende i vores samfund. Jeg ser det derfor som en stor tillidserklæring, at netop du er blevet udvalgt til at varetage denne opgave. Det er en tillid, vi i Kommunernes Skolebiblioteksforening er helt sikre på, du vil leve op til.

Men med stor tillid følger også stort ansvar. Der ligger mange opgaver i så stort og vigtigt et ministerium, og det kan uden tvivl være en udfordring at dele sol og vind lige. Det kan være svært at få øje på guldet mellem de store grundsten, vores uddannelsessystem bygger på. For guld glimter ikke, hvis det har ligget længe i støvet!

Landets skolebiblioteker er det rene guld! De er fyldt med kompetente mennesker, der udvikler, engagerer og innoverer dagen lang. De møder enhver udfordring med oprejst pande og knokler for at finde skolebibliotekets rette plads i en malmstrøm af medier, teknologi og didaktik. Derfor fortjener de også både opmærksomhed og støtte. Kommunernes Skolebiblioteksforening står klar til at hjælpe med at sætte fokus på de enorme ressourcer, skolebiblioteket kan bidrage med til folkeskolens udvikling.

Den bekendtgørelse, skolebibliotekarerne i dag har at forholde sig til, er fra 1995. Der er mangt og meget i den, der trænger til en opdatering, og noget så essentielt i vores hverdag som Internettet står ikke nævnt med et eneste ord. Vi ved, at ministeriet er gået i gang med at arbejde på en ny bekendtgørelse, og vi glæder os til at være en del af dette arbejde.

I Kommunernes Skolebiblioteksforening er vi blandt andet optaget af den inkluderende skole. Vi vil gerne undersøge og dokumentere, hvordan skolebiblioteket som fysisk rum og som læringsrum kan bidrage til at gøre folkeskolen inkluderende. Der findes gode erfaringer rundt om i landet, som skal indsamles og formidles, men der er også behov for pilotprojekter og forskning. Der er brug for, at kloge hoveder arbejder sammen. Vi vil gerne invitere ministeriet til samarbejde om dette.

Den inkluderende skole vil også være temaet for vort årsmøde, der bliver afholdt den 10. maj. Vi vil gerne allerede nu invitere dig til at deltage, og give os og vores medlemmer dit bud på, hvordan vi gør skolen mere inkluderende i fremtiden. Det vil også give dig mulighed for at møde nogle af landets dygtigste skolebibliotekarer, når vi kårer ”Årets Skolebibliotek” for fjerde gang.

Som kommunalpolitiker og partifælle glæder jeg mig til at skulle samarbejde med dig og til at se dig sætte et personligt præg på ministeriet. Som formand for en tværpolitisk landsorganisation glæder jeg utrolig meget over at have fået en Børne- og Undervisningsminister, der allerede kender til skolebiblioteker, som allerede har vist sit engagement ved at deltage på vores årsmøde og ved at stille interesserede spørgsmål, når Kommunernes Skolebiblioteksforening har haft foretræde for Uddannelsesudvalget, og som gennem en længere årrække trofast har bidraget til Skolebiblioteksårbog med holdninger og oplæg til debat.
Hos dine forgængere har vi haft konstruktive og udbytterige møder i løbet af det seneste par år, og vi håber også, vi inden for den nærmeste fremtid må besøge dig og fortælle om vores arbejde, vores andre fokuspunkter og vores ideer for fremtiden.
Endnu engang velkommen – vi glæder os til samarbejdet!

Liselotte Hillestrøm
Formand for Kommunernes Skolebiblioteksforening